Kilde: Aage de Cros Dich, redaktør i Tønder:
"Frederik Hansen købte i 1914 ejendommen "Solkjærgård" i Sdr. Stenderup ved Kolding. Han kom fra
Sundeved og Gaabense færgegård.
Han blev Sdr. Stenderups lokalhistoriker og skrev hjemstavnsbogen: "Stenderup sogns historie", der
udkom i 1935.
Fejret af sognet på sin 70 årsdag onsdag den 23. feb. 1938. I en fødselsdagsartikel fremhæves hans
ungdommelige, livlige sind, hans spændstighed og arbejdsevne, og i skildringen af hans livsbane
finder man mange af de værdifulde træk, der karakteriserede hans far på Oxemosegård.
Som sognerådsformand har han i en årrække ledet kommunen på mønsterværdig måde.
Ved begravelsen 30 okt 1951 var kirken var pyntet med efterårets blomsterpragt og fyldt af sørgende
til sidste plads. Salmen "på Gud alene jeg haver sat min lid" var symbol på Frederik L.H. religiøse
sindelag. Han var i sandhed slægtens historieskriver og besøgte et utal af arkiver.
Efter Frederik Hansens død har sønnen Emanuel overtaget "Solkjærgård".
Sønnen Carl er redaktør i København, og datteren Inger er blevet i det sønderjyske, og er blot
flyttet ind på den smukt beliggende gård "Vang" i Sdr. Stenderup som husets frue. Hendes ægtefælle
Otto Juhl købte gården i 1933".
Kilde: Johannes Hansen f. på Oksemosegaard i brev til Erik Freiesleben 1985:
"Onkel Frederik er nok den af fars brødre, jeg kender bedst, da jeg opholdt mig et år på
"Solkjærgård" som landbrugselev i årene 1922-23. Et år jeg tænker på med glæde og taknemlighed.
Følgende beretning viser hvordan tilfældigheder spiller ind og måske ændrer menneskers livsbane.
Frederik arbejder i sin tidlige ungdom hjemme hos bedsteforældrene på "Oxemosegaard", og jeg
antager, at han var bestemt for at afløse bedstefar, når tiden var inde. Han var jo den eneste
landmand af sønnerne.
Frederik havde den uvane, når han spændte for-og-fra og gik foran hestene, at jage en knyttet hånd
op i mulen på hestene, så de herved slog hovedet kraftigt tilbage. Søren Hansen var meget øm over
sine heste, og da han en dag blev dette var, steg raseriet op i ham, og Frederik fik et kraftigt
næveslag, så han gik i gulvet.
Efter denne hændelse afbrød Frederik samarbejdet med faderen og tog ud for at lære landbrug på
Herregårdene. Han sluttede denne uddannelse hos datidens mest ansete landmand, Tesdorph på
Ourupgaard på Falster.
Frederik blev forvalter og avancerede hurtigt, var bl.a. forvalter på Langsø, og traf vistnok her
sin kone, tante Maren. Det blev nu til bestyrerplads på herregården Aalbygård. De var nu
veletablerede, og da bedstefar havde nået den tid, hvor afløsning var nødvendig, kunne det ikke
blive Frederik. Det var nu nødvendigt at finde en afløser eller sælge, da de økonomiske forhold
ikke tillod at føre driften ret meget længere.
Valget faldt nu på far, der dog havde nogen uddannelse i jordbrug, idet han var gartner og
arbejdede i herregårdsgartnerier. Han mente nok at kunne passe markerne, men havde ingen indsigt i
husdyrholdet og blev derfor kontrolassistent og fik plads i Tystrup ved de fine røde
avlsbesætninger, og kom herved hen på en gård, hvor han traf en vis ung dame, som siden blev min
mor!
Da tiden kom, hvor Frederik ville være selvstændig og vel selv havde oparbejdet nogen kapital, stod
villige og kapitalstærke kautionister til tjeneste. Det blev til forpagtning af proprietærgården
"Sundeved" og senere "Gåbense Færgegård". Vi er nu nået frem mod tiden for 1. verdenskrig. Frederik
ville nu selv være ejer af af et landbrug (et heldigt tidspunkt at købe). Atter stod kautionisterne
parat. Onkel så på et større og mindre landbrug, og forsigtig som han var, faldt valget på den
forsømte gård "Solkjærgård" i det herlige sogn, Stenderup. Familien flyttede dertil 1. maj 1914.
Eriks far var med som elev.
Der kom hurtigt orden i tingene, bygningerne blev rettet op, ny lade blev bygget. Jorden blev
drænet og senere merglet. Den fede jord gav snart store afgrøder og krigen gav gode priser. Alt
fungerede her med et urværks præcition. Der var orden overalt og intet overladt tilfældigheder.
Onkel var streng, men retfærdig. Driften fungerede som et storbrug med forvalter, forkarl, elever,
karle og husmænd.
Jeg har ikke set onkel deltage i noget arbejde ude, men han passede den store køkkenhave og tog
ellers daglig en spadseretur. Det var en fornøjelse at følge ham en aften eller søndag. Han elskede
den frodige østjyske natur og havde et vågent øje for og stor indsigt i hvad, der rørte sig, og han
talte gerne om det.
Onkel tilbragte megen tid i sit kontor med kommunalt arbejde og historiestudier (lokalhistorie,
skrev senere sognets historie, en læseværdig bog).
Emanuel var forvalter, da jeg var på gården, og han var i stand til at passe det praktiske arbejde,
men kunne ikke foretage selv små økonomiske dispositioner.
Jeg husker engang Emanuel ville anskaffe en Kartoffelgreb og forelagde sagen for overhovedet, som
straks afslog med den motivering, at den smule kartofler, vi avlede, sagtens kunne behandles uden
brug af specialværktøj, og derved blev det. Husholdningen blev også ført med det nødvendige
personale, husjomfru, køkkenpige, lærerinde, stuepige. Men her var det tante Marens ord, der var
det afgørende. Hovedmåltiderne indtog vi alle fælles i spisestuen. Præcis på klokkeslet kom onkel
ind, og man gik til bords. Han var underholdende ved bordet og kunne være meget vittig. Mange emner
blev drøftet, også om driften.
Der var altid 2 unge elever på gården med ophold inde, det var jo et anerkendt lærested. Under mit
ophold var det dog Carl, der var hjemme. Endvidere var der Inger og den invalide Jørgen, der døde
som 18-årig.
Aftenkaffen indtog onkel i kontoret med en cigar. Den øvrige husstand opholdt sig i spisestuen.
Onkel og tante var hver søndag i kirke. Jeg ved ikke om onkel tilhørte Indre Mission. Der blev kun
talt om religion i al almindelighed, og der blev ikke bedt bordbøn, hvad der blev på "Vang". Jeg
tror, at onkel anså religion for et privat anliggende, et standpunkt man må respektere. Onkel havde
ikke de egenskaber, de mig bekendte missionsfolk var i besiddelse af (negativt).
Onkel havde en hobby, som de fleste af slægtens medlemmer havde. Frederik lærte sig som ung
forvalter at lave bødkerarbejde. Der var jo ved mange herregårde mejeri, og her var ansat en
bødker, som Frederik lurede kunsten af.
Ved indretningen af aftægtsboligen på gården, lavede han en del af tømmerarbejdet. Den store have
med de gamle træer blev udvidet med en skovplantning og en frugthave.
Senere ryddede Emanuel frugthaven og plantede forskellige, her i landet, sjældne nåletræer. Det
blev en smuk park, som glædede Emanuel meget.
Alt i alt en lykkelig familie, som levede i en velordnet tilværelse med sorger og mange glæder."